Kronstadt siden 1999 - Fri Returret
Din indkøbskurv

Suzette Grosen - August 13 2020

Kronstadt x Maze

Iet har aldrig stået i kortene, at Michael Maze skulle spille bordtennis og på sigt blive et af verdens største talenter inden for sportsgrenen. Faktisk startede det hele som lidt af et tilfælde.

Michael er født i København (Amager) og er vokset op som skilsmissebarn. Moren flyttede efter skilsmissen til Faxe, en lille by med knap 4.000 indbyggere på Sydsjælland, hvor han startede på den lokale folkeskole og i fritidshjemmet. 

På fritidshjemmet spillede de forskellige bordtennislege og især ”Rundt om bordet” var populært blandt de små drenge. Det var før Playstation og Nintendo var allemandseje, og spillede de derfor ikke bordtennis, var det fodbold på de store græsarealer omkring fritidshjemmet.

Selv som lille kan jeg huske, at jeg havde et udpræget konkurrencegen. Tabte mit hold i fodbold, kunne jeg blive ret så hidsig. Det samme gjorde sig selvfølgelig gældende i bordtennis. Her havde jeg dog kun mig selv at give skylden på. Mit konkurrencegen aspirerede mig til at blive bedre – både ved bordtennisbordet og på fodboldbanen.

Fodbold eller bordtennis

Som 7-årig meldte Michael og hans bedste ven Brian sig ind i den lille bordtennisklub i Faxe, hvor de igennem de næste par år spillede flere gange om ugen. I fritiden spillede Michael stadig fodbold, som han også havde en stor spilforståelse for.

Både bordtennissen og fodbolden fylder stadig meget i Michaels liv, da han som 13-årig skifter til en større bordtennisklub i den nærliggende by Næstved. Herefter gik der ikke længe, inden han blev nødt til at træffe et valg mellem de to sportsgrene. 

Det var ikke et nemt valg. Jeg kunne både lide at spille fodbold og glædede mig samtidig til fodboldkampene. Valget endte med at falde på bordtennis, da jeg her kunne få lov til at gøre tingene på min egen måde og være ”herre i eget hus”. Jeg var ikke afhængig af andre eller deres indsats.

Fra Danmark til Düsseldorf

Herefter gik det stærkt i Michaels bordtenniskarriere. Som 15-årig flyttede han ind på landsholdscentret og i afgangsklassen gik han på en idrætslinje hvor han kunne træne bordtennis og samtidig passe sin normale skolegang.

Det var også i denne periode, at Michael fik et tilbud fra Europas største klub, Borussia Düsseldorf, der gerne ville have ham til Tyskland for at være fast mand på deres førstehold. 

Jeg var 16 år, da jeg tog afsted. Det var en ret vild beslutning, men nok mest for mine forældre. For mig var det ret nærliggende at rejse og tage det som en oplevelse. Det tager en time at flyve til Düsseldorf og i worst case kan jeg altid pakke mine ting og komme tilbage til Danmark, så værre var det ikke.

Michael endte med at bo i Düsseldorf de næste 8 år.

De første par år boede han på et hotel, hvorefter han fik sin egen lejlighed. Dette blev hans base i de næste 6 år, hvor han rejste rundt i verden og deltog i turneringer. I ungdomsårene vandt Michael med Borrusia Düsseldorf alt, hvad der var at vinde i Europa. 

Gennembruddet

Det store gennembrud fik han dog først midt i 00erne. I mellemtiden var Michael rykket videre til Paris, som han pendlede til fra København. I 2004 vandt han sin første store titel, nemlig ”Europe Top 16 Cup”, og et par måneder senere en bronze-medalje ved OL i Athen. I 2005 markerer han sig på bordtennissens hjemmebane, Kina, hvor han som den første europæer i rigtig mange år, vinder en bronze-medalje.

2004 og 2005 var de år, hvor alt gik op i en højere enhed, og jeg begyndte at markere mig ved de store turneringer. Det var en fed tid, men også rigtig hårdt og krævende for kroppen.

Et af de helt, helt store højdepunkter i min karriere, var da vi med landsholdet i 2005 vinder en VM-medalje. Det var en kæmpe oplevelse at vinde den her med drengene. Jeg var nok flagskibet på holdet, men det var først og fremmest en holdindsats. Jeg blev godt nok både rørt og stolt, da vi fik den om halsen.

Et andet stort højdepunkt indtræffer i 2009, hvor Michael bliver europamester i herresingle. Dette er hans største, individuelle titel.

Det er jo en kæmpe drengedrøm, der går i opfyldelse lige der og i retrospekt nok også kulminationen på min karriere. I finalen vinder jeg over tyske Timo Boll og det er måske den bedste kamp, som jeg har spillet.” 

Blandede bolscher

De næste par år er som en pose blandede bolscher. Michael døjer med skader og må bl.a. opereres i hoften 2 gange. I 2010 er Michael helt ude, og spiller fx slet ikke i det pågældende år. I 2012 deltager han ved OL i London, hvor han taber kvartfinalen. Han spiller stadig godt, men kroppen er begyndt at sige fra.

Det er ikke atypisk, at bordtennisspillere døjer med knæ-, skulder- og hofteskader. Jeg har måske været mere skadesramt end andre, da jeg startede med at spille som 7-årig. Det kan jeg kun gisne om.

I takt med at de mange skader sætter sit præg på præstationerne ved bordet, forsvinder glæden ved sporten lige så stille også. Tanken om at lægge karrieren på hylden og så spille for sjov, når tiden og lysten er der, begynder at rumstere og fylder i løbet af årene mere og mere.

I 2016 trækker Michael Maze stikket og melder ud, at han er færdig med at spille bordtennis på et professionelt niveau.

Selvfølgelig var det en svær beslutning, men jeg havde affundet mig med den, da jeg meldte det ud. Det sværeste var at fortælle det til mine sponsorer og min manager, der har været der for mig i mange, mange år. Jeg var nervøs til pressemødet, for når det først er meldt ud, så fanger bordet. Efterfølgende var det dog en kæmpe lettelse. Nu kunne jeg komme videre.

En ny begyndelse

Michael bruger de efterfølgende år på at slappe af og rejse rundt i verden. På ganske kort tid går han fra at have en struktureret og disciplineret hverdag, hvor bortennissen fylder, hvis ikke alt så meget, til nu at have meget mere fritid. Han skal på sin vis genopfinde sig selv og finde ud af, hvad han vil fremover.

På dette tidspunkt har jeg både mentalt og fysisk behov for lidt mere ro omkring mig. Kroppen har helt klart brug for at restituere og en pause gør underværker for mig. Da min gamle klub i Roskilde i 2018 spørger mig, om jeg har lyst til at komme ind og være standby, føler jeg mig udhvilet og takker ja til tilbuddet.” udtaler Michael og fortsætter ”Jeg vil gerne have et par gode år, hvor det stadig er på et semi-højt plan, men hvor det ikke er så hårdt for kroppen, at det tager dage at restituere. Det er meget fedt at være i gang igen på en måde, hvor resultatet måske ikke længere er det vigtigste.

I denne periode er det ikke kun bordtennissen, som Michael beskæftiger sig med. Sideløbende med hans virke i Roskilde Bordtennis (BTK 61) sås frøene til en ny restaurant i København. Cafe John & Woo ser dagens lys i foråret 2020.

Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at prøvet noget nyt. I årene efter, at jeg havde lagt bordtennissen på hylden, var det lidt underligt, at jeg ikke havde den identitet længere. Jeg har jo været professionel bordtennisspiller, næsten så længe som jeg kan huske. Hvem fanden er jeg egentlig nu? Det er ikke fordi, at det har været svært. Bare underligt på en måde. Jeg synes, at det fungerer rigtig fint med en glidende overgang mellem to spor i mit liv. Jeg er både bordtennisspiller og driver en café.

John & Woo

John & Woo er en café, der har adresse i den gade, hvor Michael er vokset op og hvor hans far igennem en årrække boede. Michael er selv kommet en del på den cafe, der lå der før, og har en stor bekendtskabskreds i området. Caféen har han åbnet sammen med sin gode kammerat Sune Høi. Navnet ”John & Woo” kommer sig af Michaels og Sunes mellemnavne. Ikke mange ved det men Michael hedder faktisk John til mellemnavn.

Caféen er en bistro, der er holdt i den franske stil. Her får du Egg Benedict, Croque Madamme og den klassiske avocadomad i dagtimerne og grillet hummer, Steak Bearnaise og en klassisk burger til aften. Både indretning og menukort er kraftigt inspireret af de mange rejser, som Michael har været på.

Det er et sted, som jeg er kommet meget, når jeg har været på min ”hjemstavn”. Da muligheden bød sig, var det derfor oplagt at købe stedet sammen med min gode ven og lave et sted, som vi kan lide det. Vi har forsøgt at lave et sted med en ”urban feeling”, men det er et sted, hvor der kommer mange forskellige mennesker, og hvor der skal være plads til alle. Derfor har vi også lagt os i et prisleje, hvor de fleste kan være med. Vi tager ikke bare mere for maden, fordi vi har brugt lidt ekstra på indretningen” udtaler Michael og fortsætter med et smil på læben

Sune ved nok lidt mere om det at drive en café, end jeg gør, men jeg forsøger at lære hurtigt.

Kronstadt x Maze

Michael var ikke i tvivl, da Kronstadt spurgte, om han havde lyst til at blive ambassadør for brandet. Han kendte i forvejen til brandet og nogle af hans yndlingsitems er fra Kronstadt. Samtidigt føler han, at brandet værdimæssigt passer til hans personlighed.

Det er ret meget no bullshit med Kronstadt. Det er tøj i en gedigen kvalitet til fair priser. What you see is what you get. Jeg bilder mig ind, at jeg selv er sådan som person. Simpel, meget ligetil og vigtigst af alt med en kobling til jorden under mig.” og fortsætter

På samme måde fornemmer jeg også en ”jordbundenhed” hos Kronstadt. Det er ofte simple styles, der er tidløse og som kan kombineres på flere måder. Det er tøj, der ikke går af mode, og som man kan nyde godt af i flere år frem, uden at det ældes, falmer eller slides op. Det kan jeg godt lide.

Kronstadts kollektioner spænder bredt og kan kombineres på et utal af måder. Det er ikke alle styles, som Michael er lige glad for, men meget fra de forskellige kollektioner passer rigtig godt til hans stil.

Han kombinerer ofte en basic t-shirt med et par pants, som han ifører sig til hverdag. Skal han videre i byen skifter han t-shirten ud med en skjorte. 

Nogle af Michaels favoritter er bl.a.:

Der er ikke så meget pop-smarthed med Kronstadt. Det er et seriøst firma, der laver kvalitetstøj, som passer til min stil og som jeg kan kombinere afhængigt af behov og situation. Det har jeg det helt fint med at lægge ansigt til.

Tilmeld dig The Kronstadt Collective

I vores medlemsklub får du de skarpeste tilbud, nyeste trends og adgang til de nye kollektioner før alle andre. Det er gratis at være medlem og du kan altid melde dig ud igen.

I accept the Kronstadt Collective terms and conditions